Din bugspytkirtel er et af organerne i dit fordøjelsessystem. Det ligger i dit underliv, bag din mave. Det er en lang tynd struktur med 2 hovedfunktioner:
Bugspytkirtlen producerer sekreter, der er nødvendige for, at du kan fordøje maden. Enzymerne i disse sekreter tillader din krop at fordøje protein, fedt og stivelse fra din mad. Enzymerne produceres i de acinære celler, som udgør det meste af bugspytkirtlen. Fra acinarcellerne strømmer enzymerne ned ad forskellige kanaler ind i bugspytkirtelkanalen og derefter ud i tolvfingertarmen. Sekreterne er basiske for at balancere de sure safter og delvist fordøjet mad, der kommer ind i tolvfingertarmen fra maven.
En lille del (1-2 procent) af bugspytkirtlen består af andre typer celler kaldet Langerhanske øer. Disse celler sidder i små grupper, som små øer, spredt ud over bugspytkirtlens væv. De Langerhanske øer indeholder alfaceller, som udskiller glukagon og betaceller, der udskiller insulin.
Insulin og glukagon er hormoner, der arbejder for at regulere niveauet af sukker (glukose) i kroppen for at holde det inden for et sundt område. I modsætning til acinarcellerne har øerne i Langerhans ikke kanaler og udskiller insulin og glukagon direkte i blodbanen.
Afhængigt af hvad du har spist, hvor meget dine muskler træner, og hvor aktive dine kropsceller er, varierer mængden af glukose i din blodbane og celler. Disse 2 hormoner har til opgave at holde stram kontrol over mængden af glukose i dit blod, så den ikke stiger eller falder uden for sunde grænser.
Insulin frigives fra betacellerne i din bugspytkirtel som reaktion på stigende glukose i blodbanen. Når du har spist et måltid, bliver alle kulhydrater, du har spist, nedbrudt til glukose og sendt til blodbanen. Bugspytkirtlen registrerer denne stigning i blodsukkeret og begynder at udskille insulin.
Insulin virker ved at forbedre optagelsen af glukose fra blodet over cellemembraner og ind i kroppens celler, og tager således glukose ud af blodbanen. Når den først er i cellerne, bruges glukosen som energi til at brænde cellerne, der udfører deres forskellige job, eller lagres i leveren eller muskelcellerne som glykogen. Dette resulterer i, at blodets glukoseniveau falder, hvilket så får bugspytkirtlen til at slukke for frigivelsen af insulin.
Problemet hos mennesker med diabetes er, at enten producerer de ikke nok insulin, eller også virker den insulin, de producerer, ikke korrekt, eller også reagerer deres celler ikke korrekt på insulin. Nettoresultatet er, at glukose ikke fjernes fra deres blodbane, og de har høje blodsukkerniveauer, som kroppen forsøger at fjerne ved forskellige kompenserende metoder, såsom øget vandladning.
Glukagon har en modsat (antagonistisk) effekt af insulin. Når dit blodsukkerniveau falder, for eksempel under træning, når dine muskler bruger glukose som brændstof, registrerer din bugspytkirtel faldet i blodsukkeret. Dette får bugspytkirtlen til at bremse udskillelsen af insulin, men øge produktionen af glukagon.
Glukagons rolle er at nedbryde glykogen (den lagrede form af glukose) i leveren. Så frigiver leveren glukose til blodbanen. Dette resulterer i en stigning i blodsukkerniveauet for at bringe det tilbage til et sundt niveau, hvilket igen signalerer bugspytkirtlen om at slukke for glukagonfrigivelsen.
Kontrollen af blodsukkerniveauer fungerer ved, hvad der er kendt som en negativ feedback-mekanisme. Her er en oversigt over de 2 kontrolsløjfer.