Du har sikkert selv oplevet forholdet mellem IBS og stress. Dette har meget at gøre med den måde, vores kroppe reagerer på interne eller eksterne ændringer. Denne stressreaktion, også kendt som kamp-eller-flugt-reaktionen, ser ud til at have udviklet sig, så vi kan reagere på livstruende situationer på en måde, der maksimerer vores chancer for at overleve.
Stressreaktionen er en kompliceret proces. Det involverer vores nerve- og endokrine systemer, og det stimulerer ændringer i en række forskellige kropsprocesser, herunder blodtryk, hjertefrekvens, muskelspændinger og tarmfunktion. Det er ændringerne i tarmens funktion, der binder stressreaktionen og IBS sammen.
Som reaktion på en opfattet stressfaktor (ydre eller indre), forskellige dele af hjernen begynder at kommunikere med hinanden, inklusive sensorisk cortex, thalamus og hjernestammen. Denne proces udløser derefter en reaktion langs to store kropslige veje. Den første er hypothalamus-hypofyse-binyreaksen, hvilket resulterer i en stigning i hormonelle sekretioner, især hormonet cortisol.
Den anden vej er det autonome nervesystem, som frigiver adrenalin (epinephrin) og noradrenalin (noradrenalin), der forårsager ændringer i kardiovaskulære, muskulære og fordøjelsessystemet. Disse to veje påvirker direkte netværket af nerver, der findes i tarmen, kendt som det enteriske nervesystem.
Denne proces, som starter med en opfattet stressfaktor, efterfulgt af en hjernerespons, og resulterer i stimulering langs de to veje ned til tarmen, illustrerer vigtigheden af at se på stressreaktionen i forsøget på at forstå den dysfunktion, der viser sig som IBS-symptomer.
Stressreaktionen udløser følgende fysiologiske ændringer:
I et forsøg på at finde effektive behandlinger for symptomerne på IBS har forskere undersøgt de forskellige stoffer, der frigives under stressreaktionen. Et stof, der ser ud til at have stor betydning i stressreaktionen, er corticotropin-releasing-factor (CRF).
CRF er en familie af peptider (molekyler, der forbinder aminosyrer), som findes i både hjernen og tarmen. I hjernen findes CRF-receptorer i områder relateret til fordøjelse, følelser og det autonome nervesystem. I tarmen virker CRF i tyktarmen for at øge slim- og vandsekretionen, påvirke hastigheden af tyktarmssammentrækninger (motilitet) og ser ud til at være relateret til oplevelsen af mavesmerter.
Det er håbet, at en bedre forståelse af CRF's rolle vil føre til forbedringer i udviklingen af medicin, der retter sig mod IBS-symptomer.