Uspecifikke, men almindelige symptomer på urinvejsinfektioner hos børn omfatter feber (især>102,2 F eller 39 C) og mavesmerter.
Urinvejsinfektioner er et ret almindeligt problem i barndommen og kan enten have et godartet forløb, der reagerer på simpel antibiotikabehandling eller være forbundet med betydelige forstyrrelser i enten anatomien eller funktionen af et barns urinveje. Denne artikel vil fokusere på UVI'er, der påvirker børn, med vægt på dem under 2 år. På grund af deres mere unikke og komplicerede natur, neonatale (mindre end 28 dage gamle), vil UVI ikke blive behandlet som et specifikt problem. De principper, der diskuteres nedenfor, gælder dog for den aldersgruppe.
Urinvejene er almindeligvis opdelt i to områder. De øvre urinveje består af nyrerne og den sarte rørformede struktur (ureter), der løber fra nyren til blæren. Den nedre kanal omfatter blæren og urinrøret (røret fra blæren til ydersiden af kroppen).
En urinvejsinfektion er en infektion i blæren (cystitis) eller nyrerne (pyelonefritis). Blærebetændelse er betydeligt mere almindelig end den mere alvorlige og mere alvorlige pyelonefrit.
Spædbørn med en urinvejsinfektion er mindre tilbøjelige til at have de karakteristiske symptomer end voksne eller ældre børn. Urinvejsinfektioner kan udvikle sig hos både mandlige og kvindelige spædbørn. Berørte babyer kan have feber og ingen andre symptomer. Spædbørn, der har en urinvejsinfektion kan
På grund af den uspecifikke karakter af mange af disse symptomer kan urinvejsinfektioner være sværere at diagnosticere hos spædbørn.
Lær mere om UVI-symptomer og tegn »
Bakterier forårsager det store flertal af urinvejsinfektioner hos børn. Viral infektion i blæren er mindre almindelig, mens svampeinfektioner i urinvejene er sjældne og forekommer hyppigst hos immunkompromitterede personer (f.eks. dem med hiv/aids, kemoterapimodtagere).
Risikofaktorer, der disponerer for UVI i barndommen omfatter følgende:
Karakteristiske symptomer på en urinvejsinfektion omfatter
Uspecifikke, men almindelige symptomer omfatter feber (især>102,2 F eller 39 C) og mavesmerter. For nogle børn under 2 år kan disse mere subtile problemer være den eneste indikator for en UVI. Tilknyttede symptomer på bekymring omfatter flankesmerter, feber og opkastning. Tydeligt blod i urinen (grov hæmaturi) samt en positiv familiehistorie for urinvejsinfektioner i barndommen (især hos søskende) er også røde flag og bør øge bekymringsniveauet. Interessant nok er urinens lugt og farve (med undtagelse af tydeligt blod) ikke forudsigere for en UVI.
De fleste børn med en UVI kan behandles korrekt af deres børnelæge. Hvis nyrefunktionen er kompromitteret, bør en pædiatrisk nefrolog konsulteres. Tilsvarende, hvis der opdages anatomiske problemer, bør en pædiatrisk urologisk kirurg (urolog) hjælpe med at vejlede barnets evaluering og håndtering.
Etablering af en nøjagtig diagnose (i forhold til en formodet diagnose) omfatter bestemmelse af de forårsagende bakterier til infektionen, dens antibiotikafølsomhedsprofil og bestemmelse af, om der er anatomiske eller funktionelle risikofaktorer til stede, som kan disponere barnet for den aktuelle infektion. Sådan information er afgørende for at fastslå individets risiko for tilbagevendende urinvejsinfektioner, som kan disponere for ardannelse i nyren og muligvis nyresvigt (slutstadie nyresygdom, der kræver enten dialyse eller nyretransplantation).
Den fysiske undersøgelse af et barn med mistanke om urinvejsinfektion bør starte med de vitale tegn (temperatur, puls, vejrtrækning og blodtryk, som ofte måles med de vitale tegn). Tilstedeværelsen af feber (især over 102,2 F eller 39 C) er stærkt korreleret med tilstedeværelsen af en UVI. Blodtryk og vurdering af højde og vægt giver nyttig tryghed om normal eller stabil langtidsnyrefunktion. Visuel undersøgelse af maven for forstørrelse relateret til potentielt overdimensionerede nyre(r) eller blære er vigtig. Ømhed under palpation af maven (især den suprapubiske region, der indeholder blæren) eller flankeområdet (hvor nyrerne er placeret) er meget nyttig til at etablere diagnosen.
Undersøgelse af kønsorganerne er også meget vigtig for at se, om der er tegn på vaginal irritation (rødme, udflåd, tegn på traumer eller fremmedlegeme). Et uomskåret mandligt spædbarn (især med en forhud, der er svær at trække tilbage) er mere tilbøjelige til at opleve en UVI sammenlignet med en population af lignende spædbørn, der er blevet omskåret. Endelig er det vigtigt at overveje andre tilstande, der kan være ansvarlige for feber og mavesmerter.
En unormal urinanalyse (herunder mikroskopisk undersøgelse) kan være tegn på en urinvejsinfektion. Urinkulturen er dog obligatorisk for at bekræfte diagnosen UVI. Kulturen giver både den nøjagtige bakterielle årsag såvel som antibiotikafølsomhedsprofilen til succesfuld behandling af infektionen. Derudover har undersøgelser vist en relativt kort liste over bakterier, der almindeligvis forårsager UVI. UVI forårsaget af unormale bakterier bør være en kilde til bekymring.
Hos et toilettrænet barn bør en ren-fanget urinprøve give en pålidelig prøve til dyrkning. Et ikke-toilet-trænet barn eller en uomskåret dreng, hvis stramme forhud kan føre til potentiel kontaminering af urinprøver, bør have prøven opnået ved en steril kateterisering. En alternativ tilgang til kateterisering kaldes "suprapubisk blæreaspiration." Denne sikre procedure involverer at føre en lille nål gennem huden ind i det urinfyldte blærehulrum og aspiration af urin ind i den påsatte sprøjte. Opsamling af urin i en "urinpose" frarådes. Nogle undersøgelser har indikeret en 85 % falsk-positiv frekvens af UVI-diagnose med denne metode, hvilket medfører unødvendige laboratorie- og diagnostiske undersøgelser samt uhensigtsmæssig ordineret antibiotikabehandling.
Uanset hvilken mekanisme der er valgt til at få et barns urinprøve, er det meget vigtigt at undersøge urinen så hurtigt som muligt, da en forsinkelse kan øge risikoen for både falsk-negative og falsk-positive resultater.
Andre laboratorieundersøgelser (f.eks. fuldstændig blodtælling) er generelt ikke nyttige, og deres uspecifikke værdier giver ikke skelnen mellem den mere signifikante nyreinfektion (pyelonefritis) og en mindre angående blæreinfektion (cystitis).
Forslag til hjemmemedicin til UVI hos voksne er legio, og desværre har mange ikke noget videnskabeligt grundlag i virkeligheden. Færre har stadig vist sig at være sikre og muligvis effektive hos børn. De, der opfylder sådanne kriterier, omfatter følgende:
Den bedste terapi er måske forebyggelse.
Når først et effektivt antibiotikum er blevet udvalgt og indgivet, oplever de fleste patienter en hurtig og permanent løsning af deres symptomer. Tilbagevendende urinvejsinfektioner giver anledning til bekymring vedrørende anatomiske abnormiteter i urinvejene (f.eks. nyremisdannelser). Tilsvarende er funktionsfejl i urinvejene (f.eks. tilbagesvaling af urin fra blæren til nyrerne) en anden tilstand, der almindeligvis er forbundet med tilbagevendende urinvejsinfektioner.
Urinvejsinfektioner er ikke smitsom. De er ikke erhvervet ved at dele bad med et andet barn, der har en UVI. Ligeledes kan de ikke erhverves ved at sidde på et forurenet toiletsæde.
Ved at klikke på "Send" accepterer jeg MedicineNets vilkår og betingelser og privatlivspolitik. Jeg accepterer også at modtage e-mails fra MedicineNet, og jeg forstår, at jeg til enhver tid kan fravælge MedicineNet-abonnementer.
Antibiotisk behandling for urinvejsinfektioner er baseret på følsomhedsprofilen opnået fra urindyrkningsresultaterne. Blærebetændelse (infektion begrænset til blæren) bør reagere hurtigt på rutinemæssige orale antibiotika. Pyelonefritis kan have behov for hospitalsindlæggelse for intravenøs administration af antibiotika sammen med væskebehandling, hvis patienten oplever associeret opkastning og dehydrering. Oral antibiotikabehandling kan dog være passende, hvis disse komplikationer ikke er til stede.
American Academy of Pediatrics har udsendt en holdningserklæring, der anbefaler opfølgende undersøgelser for børn, der har oplevet en urinvejsinfektion. Børn, der bør evalueres yderligere, omfatter
Formålet med undersøgelserne beskrevet nedenfor er nøjagtigt at definere anatomien og funktionelle fysiologi for disse børn, som kan være i risiko for nyreardannelse og mulig fuldstændig nyresvigt.
Der er flere forslag, der er blevet fremsat af pædiatriske urologer for at mindske sandsynligheden for, at børn udvikler urinvejsinfektioner. Disse omfatter følgende:
Børn, der oplever en UVI, har generelt en fremragende prognose. Hvis et barns UVI er forbundet med et rødt flag eller højrisikokarakteristika (f.eks. mandligt køn, sædvanlig bakterietype, pyelonefritis osv.), vil passende opfølgningsundersøgelser (renal ultralyd, nyrescanning og VCUG) hjælpe at advare lægen om uerkendte problemer. Disse yderligere undersøgelser kan hjælpe med at undgå progressivt tab af nyrefunktion eller andre helbredsproblemer, som måske ikke bliver opdaget.