Når et medicinsk problem opstår hurtigt eller opstår periodisk over en længere periode, er det ofte bedst at bevæge sig hurtigt og stille en diagnose, mens symptomerne stadig er til stede; jo mere alvorligt problemet er, jo større haster det. Ikke desto mindre bør uopsættelighed aldrig erstatte omhyggelig og fuldstændig diagnostisk testning, som det er illustreret af en nylig erfaring.
Jeg blev bedt om at se en patient, en ung mand i slutningen af tyverne, som i flere år havde haft episoder med mavesmerter. Der var ikke noget særligt karakteristisk ved smerten, udover at den varede fra timer til en eller to dage og derefter forsvandt. Under episoderne ville han ikke spise; han bemærkede også noget kvalme. Han havde besøgt en skadestue én gang, men der var kun foretaget begrænsede undersøgelser, og der blev ikke stillet nogen diagnose. På et senere tidspunkt var han blevet tilset af en gastroenterolog, som havde foretaget en øvre mave-tarm-endoskopi. Ingen abnormiteter blev fundet ved endoskopi.
Patienten var rask bortset fra anfald af mavesmerter. På trods af at jeg diskuterede hans sygehistorie i detaljer og undersøgte ham, kunne jeg ikke finde nogle spor til årsagen til hans problem. Da episoderne altid løste sig fuldstændigt, troede jeg, at den bedste handling ville være at se ham under en smerteepisode. Ved at undersøge patienten under en episode håbede jeg at kunne beslutte mig for det bedste diagnostiske forløb.
Det tog næsten 12 måneder, men til sidst, tidligt en morgen, blev jeg ringet op af patienten. En typisk episode med mavesmerter begyndte. Jeg fortalte ham, at nogen skulle køre ham til mit kontor, hvor jeg ville møde ham. Da vi mødtes, havde han stærke smerter, og hans underliv var meget ømt at røre ved. Jeg havde ikke forventet en sådan sværhedsgrad og var lidt forvirret. Heldigvis delte jeg kontor med en generel kirurg, som var vant til at håndtere abdominale nødsituationer. Han var også imponeret over episodens alvor og anbefalede, at patienten blev sendt til skadestuen. Han var bekymret for, at operation kunne være påkrævet, og mente også, at diagnostisk test kunne fremskyndes fra skadestuen.
På skadestuen var rutinemæssige blod- og urinprøver normale. Der var ingen feber. På grund af symptomernes sværhedsgrad blev en CT-scanning valgt som den første test. Scanningen blev hurtigt opnået. Det viste et område med hævelse i maven, der blev fortolket af en radiolog som et segment af tyndtarmen.
Der gik flere timer, og patienten følte sig bedre tilpas, efter at have fået kraftig medicin mod smerterne. Hans underliv var mindre ømt. Vores anbefaling til patienten var, at han skulle indlægges på hospitalet til observation og yderligere undersøgelser. Patienten var meget tilbageholdende, fordi alle tidligere episoder, selv de af samme sværhedsgrad, var forsvundet fuldstændigt inden for en dag eller to. Jeg indgik endelig en aftale med patienten. Jeg ville være enig i, at han skulle hjem, hvis han lovede at vende tilbage tidligt næste morgen til en bariumrøntgen af tyndtarmen. (Vi kendte stadig ikke årsagen til tarmhævelsen, og jeg håbede, at røntgenbilledet ville identificere årsagen.) Jeg tog CT-scanningen til den gastrointestinale radiolog, som ville foretage røntgenbilledet den følgende dag, og gennemgik den med ham som forberedelse til Røntgen. (Han var enig i den forudgående fortolkning af scanningen.)
Den følgende morgen blev tyndtarmsrøntgen taget. Det var normalt! Den kloge røntgenlæge, der ikke havde fundet et unormalt segment af tyndtarmen, fulgte bariumet, ikke kun indtil det kom ind i tyktarmen (tyktarmen), men da det rejste gennem den første del af tyktarmen - noget, der normalt ikke udføres aspart. af en tyndtarmsrøntgenundersøgelse. Ved at gøre det identificerede han indsnævring i midten af tyktarmen. Det er klart, at CT-scanningen var blevet fortolket forkert.
Patienten havde nu brug for en koloskopi, så det unormale område kunne undersøges og biopsieres. På dette tidspunkt havde patienten det dog meget bedre og nægtede at vende tilbage i løbet af den næste dag eller to til akolonoskopi. Jeg var skuffet, fordi muligheden for at definere den nøjagtige årsag til problemet ville blive forpasset (såvel som chancen for at bestemme den mest passende behandling). Men vi havde i det mindste defineret den nøjagtige placering af problemet. Dette kan være nyttigt, hvis operation var påkrævet i fremtiden. Det kan også fremskynde den diagnostiske tilgang til yderligere episoder, dvs. en hurtig koloskopi.
Den vigtigste lektie fra denne oplevelse var vigtigheden af rettidig, hurtig og fuldstændig diagnostisk testning. En sekundær lektion var, at ingen test (f.eks. CT-scanning) er ufejlbarlig, især når menneskelig fortolkning er involveret. Den sidste lektion var vigtigheden af en dygtig og forberedt radiolog, der er i stand til at gå ud over grænserne for en standard røntgenundersøgelse.