Stomach Health >> mave Sundhed >  >> Q and A >> mave spørgsmål

Lyskebrok

Vi vil genoprette stabiliteten i lyskeregionen

En lyskebrok, også kendt som lyskebrok, er et af de mest almindelige helbredsproblemer. Dele af tarmen passerer gennem et svagt punkt i den understøttende bugvæg. Peritoneum rager ind i fedtvævet i subcutis. Behandlingen er normalt uden problemer.

Vores erfarne konsulenter hos Schoen Clinic har specialiseret sig i lyskebrok. Vi genopretter stabiliteten i lyskeregionen med målrettet behandling.


Årsager og symptomer


Hvordan opstår lyskebrok?

Anatomiske forhold er hovedårsagen til udviklingen af ​​et lyskebrok. Dette involverer en naturlig svækkelse af bugvæggen i lyskeregionen:I fosterstadiet skabes testiklerne i bughulen og falder diagonalt ned gennem lyskeregionen - hvilket resulterer i naturlig svækkelse. Hos kvinder trækker kun det sarte ledbånd i livmoderen igennem. Derfor bliver mænd ramt ni gange oftere. Cirka en fjerdedel af alle patienter har lyskebrok på begge sider.

Årsager til lyskebrok:Hvilke faktorer bidrager til lyskebrok?

En risikofaktor er faldet i styrken af ​​bindevæv og mavevægsmuskler, når alderen stiger. Tunge løft og bæring, kronisk hoste, nysen og intenst pres under afføring spiller ofte en rolle. Dette resulterer i øget tryk i bughulen, som så fører til brok.

Symptomer på lyskebrok

I starten er der som regel en hævelse i lyskeregionen, som først bemærkes af patienten, når der også opstår ’slæbende’ smerter. Men omkring en tredjedel af alle de ramte har ingen symptomer. Over tid kan et brok antage klart synlige proportioner. Det bliver et problem, hvis en del af tarmen bliver fanget i brokgabet, det vil sige, at den ikke længere kan flyttes tilbage i bughulen. Dette sker yderst sjældent, men er meget farligt. Tarmen kan så ikke længere transportere sit indhold, hvilket resulterer i tarmobstruktion. Derudover er tarmvæggen dårligere forsynet med blod, hvilket kan føre til bughindebetændelse.


Diagnostik


Diagnose:Sådan diagnosticerer vi lyskebrok

Brok i bugvæggen kan normalt klassificeres ved hjælp af en visuel diagnose og palpation. Yderligere undersøgelsesforanstaltninger er kun nødvendige i yderst sjældne tilfælde.